Kim Il Sung

Erindringer “med århundredet”: http://www.korea-dpr.info/lib/202.pdf

Revolutionære bedrifter: marxists.org/archive/kim-il-sung

Bidrag til den anti-imperialistiske sag: Contribution-anti-imperialist-cause-independence.html

Om Juche idéen: Precious-heritage-president-kim-il-sung.html

Anekdoter om Kim Il Sung, en leder med passion

Beundring af selvstændig opbygning af nationen

Præsident Kim Il Sung havde en samtale med Zhdanov, medlem af politbureauet og sekretær for centralkomitéen for det kommunistiske parti i det tidligere Sovjetunionen, efter et møde om de anti-japanske operationer i Moskva før aftenen af Koreas befrielse.

På det tidspunkt spurgte Zhdanov præsidenten, hvor mange år han troede, at det ville tage det koreanske folk at opbygge en uafhængig stat efter landets befrielse.

Præsidenten sagde, at de ville gøre det om 2 til 3 år senest, under henvisning til det faktum, at det koreanske folk havde forberedt en hård kerne af pålidelige førende medlemmer og brede sektioner af patriotiske styrker, opnået rig kampoplevelse og udviklet umådelig kreativitet, dygtige organisatoriske evner og stærk mobilisering til at opbygge deres stat ved deres egen indsats gennem den langvarige anti-japanske væbnede kamp og nationale befrielsesbevægelse.

Zhdanov spurgte derefter, hvilken slags hjælp Sovjetunionen ville kunne yde til det koreanske folks kamp for nationsbygning efter frigørelsen.

Præsidenten svarede, at Sovjetunionen allerede havde kæmpet en krig mod Tyskland i fire år og var nødt til at kæmpe en anden stor krig mod Japan, så han mente, at Sovjetunionen ikke havde styrke til at hjælpe det koreanske folk. Selvfølgelig ville det koreanske folk være taknemmeligt, hvis Sovjetunionen hjalp dem, men de ville opbygge landet ved hjælp af deres egen indsats, hvis det var muligt, sagde han. Fedteri for andre lande havde været den grundlæggende årsag til national nedbrydning i Koreas historie, og det var hans beslutning om at opbygge et nyt land helt fri for de negative konsekvenser af afhængighed af andre lande, bemærkede han.

Zhdanov beundrede ham, da han lyttede opmærksomt på, hvad præsidenten fortalte ham.

Hans uafhængige holdning til opbygningen af nationen var i skarp kontrast til det, han hørte fra en østeuropæisk statsleder for ikke længe siden. Han havde bedt Zhdanov om hjælp som et stort land, fordi hans land blev konfronteret med en lang række vanskeligheder, da det havde været økonomisk bagud og led hårdt under krigen.

 

Ædle følelser af patriotisme

En aften i Maj Juche 26 (1937) sad soldaterne fra det Koreanske Folks Revolutionære Hær som sædvanligt omkring ilden de lavede i nærheden af den midlertidige lejr, og begyndte at tale om deres hjemlige egne, de længtes efter at se igen.

Præsident Kim Il Sung sad sammen med dem rundt om lejrbålet, og fortalte dem om Pyongyang.

Hans historier om den lange historie og kultur i Pyongyang, den patriotiske kamp fra de koreanske forfædre, som brændende havde elsket landet og det smukke landskab i Pyongyang, var alle så imponerende, at de fyldte soldaterne med national stolthed og associerede dem med lidenskabelig kærlighed til moderlandet.

Den aften fortalte han også om sin fødested i Mangyongdae, som han aldrig havde glemt et øjeblik. Det smukke landskab af moderlandet og de ædle figurer af det koreanske folk, som i vid udstrækning havde været kendt som civiliserede og veldannede fra gamle tider.

Historierne han fortalte ved lejrbålet den aften, ihærdigede guerillaens vilje til at kæmpe til sidste ende for befrielsen af deres elskede land og folk, fra militærstyret indsat af de japanske imperialister.

Præsidenten skabte lidenskabelig patriotisme i guerillaens sind, selv under de blodige kampe og ihærdige marcher, så de kunne vie deres bedste til at opnå landets befrielse.

 

Vittigt svar givet til Amerikanerne

I april Juche 83 (1994) mødtes præsident Kim Il Sung med mange udenlandske gæster, inklusive tidligere stats- og regeringsoverhoveder og politikere. Blandt dem var amerikanere.

Amerikanerne anmodede præsident Kim Il Sung om at besøge deres land. ”Du vil modtage en varm velkomst, hvis du kommer til de Forenede Stater,” sagde en af amerikanerne.

”Det er muligt, når forholdet mellem vor to lande er forbedret,” sagde præsident Kim Il Sung.

Tilfreds med det positive svar, spurgte en anden amerikaner: ”Hvad vil du gøre i vores land?” Det var et akavet spørgsmål…

Men præsident Kim Il Sung svarede hurtigt, at han gerne ville få venner samt at fiske og jage.

Amerikanerne blev forundrede.

De spekulerede om Kim Il Sung mente det seriøst, det han sagde. Er hans bedste interesse i de Forenede Stater kun at fiske og jage? Han så ud til at betragte de Forenede Stater som ikke mere end et turistmål, på samme niveau som Schweiz eller Bahamas. 

De stivnakkede amerikanere følte sig forbavsede.

Kim Il Sungs bemærkninger var så simple og meningsfulde, at de forbavsede amerikanere beundrede ham. 

 

Lig med ti atombomber

Den 20. januar, Juche 41 (1952), da fædrelandets befrielseskrig var på sit højeste, blev en embedsmand fra Ministeriet for Folkesundhed indkaldt af øverste kommandør Kim Il Sung, til den højeste kommando for den koreanske folkehær.

Han følte sig skyldig, fordi han nogen tid tidligere havde krævet en hel del finansiering i en rapport han havde forelagt, om foranstaltninger der skulle træffes for at tackle de amerikanske imperialisters grusomheder i biologisk krigsførelse. Han var ked af, at kravet havde øget bekymringen hos den øverstkommanderende, som var belastet med at kommandere fra fronten.

Han blev dog overrasket over at høre Kim Il Sung sige: ”Vi værdsætter menneskelivet mere end noget andet. Vor folk kæmper nu hengivent både på fronten og bag den, for at opnå en endelig sejr i krigen. Vi bør ikke skåne noget for de mennesker, der kæmper tappert med stor patriotisme og heltemod. Vi bør skånselsløst give folket, hvad det har brug for.”

Kim Il Sung kiggede på embedsmanden med et smil og spurgte hvor mange penge folk betalte for behandling.

Tjenestemanden svarede, at arbejderne blev behandlet gratis under den nationale forsikringsordning, at deres ansvarlige betalte nogle udgifter til medicin til klinisk behandling, og at bønderne og private købmænd og fabrikanter betalte for ambulant behandling.

Når Kim Il Sung lyttede til ham, sagde han, at selv om de var i en vanskelig tilstand, skulle de indføre et gratis medicinsk plejesystem for at beskytte folks liv og fremme deres helbred.

Tjenestemanden faldt i staver et stykke tid. Så kiggede han op på Kim Il Sung igen. I sin lange karriere inden for folkesundhed vidste han meget vel, hvor mange penge det kostede at opretholde et gratis sundhedsvæsen.

Ti måneder senere blev kabinetsbeslutning nr. 203 med titlen ”At indføre et universelt gratis medicinsk plejesystem” udnævnt den 13. november Juche 41 (1952). Folkets jubel spredte sig gennem landet. 

De internationale massemedier roste utilsigtet beslutningen der kom til, alt imens bombeangreb og eksplosioner fandt sted, og man kastede latterliggørelser over de krigeriske imperialister og sagde: ”Når USA ødelægger Korea med bombardementer, har Korea ramt USA lige i ansigtet med kabinetsbeslutning Nr. 203, svarende til ti atombomber.”